Tove Brink Kjær

I et cykelstyrt pådrager jeg mig en hjernerystelse. Jeg tænker, at det kan jeg snart komme over, men det skulle vise sig, at det kom til at ændre mit liv totalt. Jeg var 60 år, da uheldet skete, fuldtidsarbejdende sygeplejerske, tre voksne børn og 6 børnebørn, havde gode kolleger, venner og veninder og var fysisk aktiv: cyklede til arbejde, gik ture og gik til dans med min mand. Var glad for musik, teater og bøger.

 

Et år efter hjernerystelsen havde jeg fortsat rigtig mange gener. Tunghed og en dyb hjernetræthed var de dominerende symptomer, og gjorde livet rigtig svært. Jeg havde mistet mit gode job. Jeg kunne ikke have gæster, og så kun de allernærmeste. Mine skønne børnebørn kunne jeg kun klare "i små doser". Jeg tvang mig selv til at gå ture dagligt, men det var ingen nydelse. Teater og koncerter kunne jeg heller ikke holde ud. Hverken min læge, neurolog eller jeg selv havde tænkt i retning af samsynsproblemer. Jeg kunne godt nok ikke læse, men tænkte, det skyldtes de store koncentrationsproblemer, jeg kæmpede med. Jeg kunne jo umiddelbart se normalt! 

 

Lidt tilfældigt og uden store forhåbninger kontaktede jeg optometrist Anne Preisler i AP Synspleje. 

Det lyder måske mærkeligt, men jeg blev rørt af lettelse, da Anne - efter at have undersøgt mit syn - sagde: "Jeg kan da godt forstå, du har problemer". Dels havde jeg mødt megen mistillid i det kommunale system, som jeg var blevet en del af, og dels gav det jo håb om, at noget kunne gøres. Her sad jeg overfor en person, som ikke blot var venlig og lyttende, men også kendte til alle de problemer og symptomer, jeg beskrev, og sågar mente, hun kunne hjælpe mig. 

  

Herefter fulgte et års øjentræning. Jeg trænede stort set hver dag derhjemme, og fik med jævne mellemrum nye øvelser. Jeg skulle "kun" træne 10 minutter dagligt, men især, når jeg fik nye øvelser, var det rigeligt. Øvelserne var altid tilpasset mit niveau, og hvis det skulle ske, at øvelserne blev for hårde, vidste jeg, at Anne altid var klar med et råd eller til at ændre i øvelserne. Anne var virkelig tålmodig! Hun svarede på alle mine mange spørgsmål. Hun forklarede alting på en forståelig måde, og jeg fornemmede hurtigt hendes enorme viden på området. Samtidig forstod hun at motivere og holde min gejst oppe. Altid blev jeg mødt med ros, forståelse og konstruktive råd og vejledning.

 

Fra at have stået helt i stampe, skete der langsomt forbedringer - ikke fra den ene dag til den anden. Jeg svingede meget fra dag til dag, men over måneder blev min udholdenhed, koncentrationsevne og balance langsomt bedre. Det betød blandt andet, at jeg begyndte at cykle små ture - det var en kæmpe sejr. Hjernetræthed og tunghed i hovedet lettede og blev langt mere tåleligt. Efter et halvt års træning startede jeg læsetræning. Jeg havde jo helt opgivet at læse, og kunne kun læse en halv side i en bog i starten. Men med Annes vejledning og en systematisk træning, kan jeg nu læse bøger igen - hvilket jeg er dybt taknemmelig for.  

 

Ikke alle mine senfølger af hjernerystelsen kan tilskrives samsynsproblemerne, men jeg er slet ikke i tvivl om, at de har været et stort problem og en hæmsko for bedring, og ville ønske at kontakten til Anne, var blevet etableret tidligere i forløbet.

 

Der er nu gået to et halvt år siden jeg slog mit hoved. Jeg har stadig nogle udfordringer, men jeg har fået mit liv tilbage, ikke som det var tidligere, men et ok godt liv. KÆMPE TAK.

 

mvh
Tove